Om mig
Om mig personligt
Jeg er født i marts 2001 og har siden en tidlig alder haft en stærk passion for musik. I stedet for den traditionelle gymnasievej, valgte jeg at forfølge min interesse for violinen gennem MGK Sønderborg (Musikalsk Grundkursus), hvor jeg var elev fra 2017 til 2020.
Efterfølgende blev jeg optaget på Syddansk Musikkonservatorium, hvor jeg gennemførte min bachelor i Performance, Kammer- og Orkestermusik (B-Mus). Uddannelsen gav mig en solid faglig ballast samt erfaring med både samarbejde og selvstændigt kunstnerisk arbejde.
Jeg påbegyndte senere en kandidatuddannelse, men valgte at træffe et aktivt karrierevalg og forlade studiet for i stedet at gå freelance-vejen. I dag arbejder jeg selvstændigt med musik og kreative projekter, hvor jeg kombinerer min uddannelsesbaggrund med praktisk erfaring og en stærk drivkraft for at skabe og udvikle.
Som violinist
Med rødder i den klassiske musik, bringer jeg teknisk præcision og musikalitet ind i mit arbejde. Dertil udforsker jeg genrer så som pop, soul og RnB, som kommer til udtryk i mine personlige fortolkninger. Min musik bevæger sig i krydsfeltet mellem klassisk og moderne pop, hvor jeg blandt andet skaber mine egne fortolkninger inspireret af den elegante stemning man kender fra "Bridgerton"- universet.
Med violin, klaver, guitar og vokal, laver jeg mange af mine akkompagnementer helt fra bunden og bygger dem op lag for lag, for at skabe et rigt og nærværende lydunivers.
Som sanger
Sang har altid været en naturlig del af mit liv helt fra barns ben. Jeg er særligt inspireret af pop-genren, men udforsker også soul, RnB, country og de helt store ballader. Dertil er jeg singer/songwriter og optræder med mine originale numre.
Min passion for sang har også ført mig ind i karaokeverdenen.. Jeg opnåede i 2025 en 2. plads ved DM i karaoke og blev derved en del af det danske landshold i karaoke. Denne placering kvalificerede mig til verdensmesterskaberne, som bliver afholdt til efteråret 2026.
Mit duoprojekt
Ved siden af mit solo projekt, udgør min forlovede, Mikkel Borre Pedersen (guitarist), og jeg en singer/songwriter duo - Borre Johanning - hvor vi sammen skriver musik og spiller covernumre indenfor Pop, RnB, Soul og Country genren.

